Det er et chok, at få af vide, at ens samlever eller nære familiemedlem har fået konstateret en demenssygdom. Der vil komme til at ske store forandringer i forskellige tempoer i det kommende sygdomsforløb og fremtiden vil med ét blive forandret for både den demensramte, men også for de pårørende.

(ref. http://www.alzheimer.dk/raad/%C3%A6gtef%C3%A6lle-k%C3%A6reste-eller-samlever den. 27/9-2016 kl. 12:02 ).

 

Denne diagnosticering og efterfølgende accept af sygdommen, vil kunne danne grobund for mange forskellige følelser, såsom angst, vrede, skyld, sorg, jalousi og dårlig samvittighed.

I programmet “Da Aage forsvandt”, følger man ægteparret, Aage og Rita, over en periode på 5 år – hvor man følger sygdommens progression og hvordan det påvirker dem begge i løbet af processen.

 

I løbet af dette program, kommer ægteparret til at mærke mange af disse følelser. Specielt den dårlige samvittighed kæmper Rita løbende med i sygdomsperioden. Den dårlige samvittighed, samt det at Rita føler, at hun hele tiden skal være to skridt foran mht. Aages sygdom, kræver meget at hende. Dette fører dog også til, at hun også selv på et tidspunkt begynder at få problemer med helbredet, fordi Aage og beslutningen omkring hans anbringelse på plejecentret, konstant rumsterer rundt i hovedet på hende. (Ref. Tv 2 program Da Aage forsvandt – kampen mod demens.).

 

Rita udtaler blandt andet:

 

”Jeg har jo sagt ja til i medgang og modgang…”

 

”Han er altid i mine tanker og jeg får dårlig samvittighed. Det er måske også for dårligt af mig at jeg ikke kan have ham herhjemme.”

 

Det er vigtigt, at den pårørende kommer hurtigt i kontakt med en demenskoordinator og derigennem får råd, sparring og hjælp til at komme igennem forløbet, så både den demensramte og den/de pårørende får redskaber til, at komme igennem forløbet på den bedst mulige måde.(Ref. Demenskoordinator i Ældrecentret i Æblehaven, Haarby plejecenter)

Rita prøver og fokusere på de ting de stadig kan lave sammen, men også om sygdommen skrider frem og den Aage hun kendte forsvinder mere og mere væk. Her føler hun sig magtesløs, fordi det ydre stadig ligner den Aage hun forelskede sig i og som hun elsker, men personen indeni kender hun snart ikke mere.

 

”Han er på vej ind i sin egen verden, og det er svært at leve med at jeg er herude.”

 

”Det er lidt som når du ser en gå væk og du er rigtig ked af, at vedkommende går væk og du bare har lyst til at skrige kom tilbage, men han hører det ikke.”

 

Belastningen på den pårørende kan blive for stor og det er hverken til gavn for den pårørende selv eller den demensramte, så det er vigtigt at der bliver taget imod hjælp af fagfolk omkring den demensramte. Dette gør Rita også både på sygehuset, plejecentret og hos familien – men hun oplever dog alligevel i perioder, at hun ikke lever hendes liv, men lever for Aage.

​

​

​